Det er ikke en religiøs handling at rense sin riffel – det er ren og skær rutine. Men ved at følge den rette fremgangsmåde kan du forlænge levetiden på dit våben betydeligt. For dem, der gerne vil sikre sig, at deres riffel præsterer optimalt og holder i mange år, har vi lavet en guide med vores protræner. Her får du de bedste råd til, hvordan du rengør din riffel rigtigt og forhindrer, at små problemer bliver til store, dyre reparationer.
Hvorfor er vedligeholdelse så vigtig?
Uanset hvor robust et våben er, vil det med tiden slides og kunne gå i stykker. Men med korrekt vedligeholdelse kan du udsætte dette nedbrud betydeligt. Jo bedre du passer på din riffel, jo længere holder både pibe, låsesystemer og de mange små dele, som ofte bliver overset. En knækket slagstift eller et magasin, der ikke genlader, kan hurtigt betyde en tur til våbensmeden – i værste fald kan det betyde, at din jagtsæson må aflyses, fordi riflen er i stykker. I vildmarken kan en defekt riffel endda få alvorlige konsekvenser. Så husk: Jo bedre du tager dig af din riffel, jo bedre kan den tage sig af dig.

Rengøring efter hver skydning:
Efter hver skydning bør du gennemføre en hurtig rensning af din riffel for at sikre, at sod og rester ikke bygger sig op i piben. Følg disse trin for at holde din riffel i topform:
- Brug bronzebørste: Før bronzebørsten fra kammer mod munding, indtil den er helt fri af mundingen, og træk den roligt tilbage. Gentag ca. 10 gange.
- Fjern løst sod: Træk et par tørre patches eller klude gennem piben for at fjerne løse rester.
- Oliering: Træk en let olieret patch eller klud gennem piben, og slut af med kammeret.
- Vedligehold bundstykke: Tør bundstykket af og påfør olie på den cylindriske del. Tilføj en smule fedt bag på låseknasterne (meget lidt).
- Fjern olierester inden skydning: Inden du skyder igen, bør du trække et par tørre klude gennem piben og kammeret for at fjerne eventuelle olierester.

Grundig rensning – Når kobberaflejringerne påvirker præcisionen:
Når piben har skudt mange projektiler, kan kobberaflejringer begynde at påvirke præcisionen. Særligt ved blyfri projektiler opstår dette problem hurtigt, da de har en tendens til at afsætte flere kobberrester i piben. Brug denne tommelfingerregel for, hvornår en grundig rensning er nødvendig:
- 250 skud med bly/tombak-projektiler
- 50 skud med kobber/homogene projektiler
Sådan udføres en grundig rensning:
- Indsæt boreguide for at beskytte piben.
- Påfør rensemiddel: Anvend Mpro7 Boregel eller en kobberfjerner på en nylonbørste eller klud viklet rundt om en bronzebørste.
- Arbejd rensemidlet ind: Bevæg børsten frem og tilbage gennem hele piben i ca. 1 minut, og lad midlet virke i 5 minutter.
- Gentag med fokus på ”throaten”: Arbejd omkring området mellem kammeret og riffelgangen.
- Brug kobberopløsnende solvent: Påfør på en klud og arbejd i 2-3 minutter. Gentag til der ikke er flere synlige kobberrester.
- Afslut med bremserens: Fjern rester med bremserens og træk tørre patches gennem piben.
Husk lyddæmperen:
Mange glemmer, at lyddæmperen også kræver vedligeholdelse:
- Brug WD40: Sprøjt i begge ender af lyddæmperen efter skydning.
- Skil ad og rens: Hvis dæmperen er modulopbygget, skil den ad og rens alle dele. Smør gevindene med et tyndt lag fedt.
- Tag dæmperen af efter skydning: Lyddæmperen bør altid fjernes efter skydning for at undgå kondens, der kan skabe ætsninger i piben.

Professionel service – Når der skal mere til:
Selvom du selv kan gøre meget for at vedligeholde din riffel, kan det være en god idé at sende den til våbensmeden en gang om året, især hvis riflen har været udsat for hårdt brug. Et professionelt serviceeftersyn kan inkludere:
- Adskillelse af riffelsystemet og rengøring af alle dele
- Rensning og oliering af bundstykke og aftræk
- Funktionskontrol for at sikre, at alt fungerer som det skal
Materiel til rensning:
Du behøver ikke en formue for at holde din riffel i god stand. Med det rette sæt rensegrej kan du sikre dig, at din riffel får den pleje, den har brug for:
- God rensestok
- Bronzebørste og nylonbørste i rette kaliber
- Patches, klude og filtpropper
- Boreguide
- Solvent, kobberfjerner og bremserens
- Tynd våbenolie og våbenfedt
Med disse redskaber og en rutine for rensning kan du sikre, at din riffel holder i mange år fremover – klar til at præstere, når det gælder. Og husk, at en riffel, der bliver passet godt på, også vil passe godt på dig i felten.