Et skæfte er mere end bare en pind. Det kan være lavet af plastik, træ eller alle mulige materialer, og designet er en blanding af tradition, innovation og produktionseffektivitet. Alt dette har en effekt på både præcision og skudoplevelse.
Skæftelængde
På grund af den måde som kroppen optager rekylen på, har det vidst sig, at skæfter helst skal være lige over ryggen, og at de hellere må være lidt for korte, end lidt for lange. Hvis du føler at dit skæfte sparker som et æsel, eller bare vil reducere den følte rekyloplevelse betragteligt, kan du eftermontere en blød bagkappe. Disse kan købes over nettet og det er faktisk ret nemt at skifte den gamle kappe ud med en ny. Har du ikke mod på selv at skrue i dit skæfte, kan du få det eftermonteret hos en våbensmed.
Skæftemateriale
I gamle dage kunne man stort set kun købe rifler med skæfte i træ. Problemet med træ er at det arbejder sig når det bliver vådt, når det tørre og at alle bevægelser i træet skaber et pres på riflens metaldele, der igen påvirker præcisionen. Moderne materialer som plast, limtræ eller kulfibre, har i høj grad reduceret dette problem, men er til gengæld noget lettere med et større følt rekyl til følge. De kan også opføre sig anderledes og sågar krakelere i stærke minusgrader. Uanset hvad dit skæfte er lavet af, kan det optimeres på mange måder, især ved at få det “beddet” af en våbensmed. når man “bedder” et skæfte laves der en præcis epoxy-afstøbning af låsestolen og den første del af piben. Det bevirker at riflen hviler spændingsfrit i skæftet, hvilket kan have enorm indflydelse på præcisionen.
Kindstøtte
Hvis du lægger riflen til kinden bør øjet være på linje. Kinden og kindbenet presses let mod kolberyggen. Nakkemuskulatur skal slappe af, og det skal føles naturligt. Gør den ikke det, er det enten fordi din kikkertmontage er MEGET høj, eller fordi du har en riffel der er designet som mange rifler desværre er det. For forkert øjenhøjde og manglende kindkontakt kan være medvirkende til støre følt rekyl, øget spændingsniveau og frustration med de problemer der følger.
Hvis det ikke umiddelbart er muligt at opnå korrekt højdeforhold mellem kolberyg og kikkert, kan det anbefales at montere en såkaldt ”cheek rest”. De fås i mange afskygninger, og kan både bygges ind i riflen, eller monteres som en taske med 3 velcrostropper. Denne type er hurtig at montere og højden justeres nemt ved at indlægge strimler af tyndt liggeunderlag. Hvis du vil prøve forskellen uden at investere først, kan du faktisk også tape et par strimler liggeunderlag fast til kolben. Det er ikke kønt men det virker i en snæver vending.