Det er desværre ikke alle rifler der skyder lige godt, eller som er lige behagelige at skyde med. Og det er langt fra alle rifler der skyder lige godt med al slags ammunition. Dette kan være en sur sandhed at sluge, og mange skytter forsøger at finde forskellige undskyldninger for hvorfor dette ikke gælder for lige netop deres riffel - også selvom de godt ved at det måske ikke passer. I de fleste tilfælde ender skytten med at give sig selv skylden. Og derved mister man hurtigt glæden ved at skyde med riffel. Derfor er det vigtigt at vi tager grejet alvorligt, inden vi går igang. For det er nu engang sjovere at være sikker på, at et eventuelt dårligt skud, ikke skyldes pilen, men udelukkende indianeren.
Hvor præcis skal en riffel være?
I første omgang skal du spørge dig selv hvor præcis skal min riffel være og hvad er godt nok i forhold til det vildt og de afstande jeg skal skyde på. Det lyder måske lidt underligt men der er forskel på hvor præcis en riffel behøver at være ifht de opgaver den skal udføre. En kaliber 45-70 bjørneriffel eller en storvildtriffel i kaliber 470 NE behøver ikke levere grupper der er bedre end en tennisbold på 50-80 meters afstand. For de er lavet til korte skud på store dyr, hvor den store energi i kuglen gerne skal stoppe dyr der måske er ved at slå dig ihjel. Skal du skyde på længere afstande eller på mindre vildt end bøfler og elefanter er det dog nogen andre krav der gælder. For en almindelig ny jagtriffel bør man forvente at en erfaren riffelskytte kan levere tre skud der sidder indenfor en 5 krone - dvs at de ikke spreder sig mere end 3 cm fra hinanden på 100 meter. Der er dog mange rifler idag der leverer langt bedre end det, og selv forholdsvist billige rifler kan levere en præcision hvor kuglerne næsten rammer hul i hul - hver gang. Dette betyder meget når man skal skyde på lange afstande. Hvad dine egne krav til din riffels præcision er, er dermed påvirket af hvad du skal bruge den til. Men vi mener helt klart at du bør kræve den bedst mulige præcision af din riffel - og hvis du føler at riflens egenspredning ændre sig bør du undersøge hvad det er gået galt så du kan komme tilbage på sporet.
Er brugte rifler pengene værd?
En brugt riffel kan være en god investering hvis man har små penge til rådighed og et stort ønske om at komme igang med jagtens glæder. Der findes mange gode brugte rifler derude, og man får ofte meget for pengene. Men man skal dog være meget opmærksom på hvad man køber og hvor brugt den brugte riffel faktisk er. Man kan nemlig være uheldig og ende med noget der bedre egner sig som reservedele.
Det første man skal sikre sig er at riffelgangene er skarpe og at riflens munding står helt skarp, uden grater, slagmærker eller slidspor. Dernæst bør man undersøge at hullerne til montage skruerne ikke er slidt. Og så skal riflen selvfølgelig ikke have mekaniske fejl, såsom at den går af når man lukker bundstykket, at den ofte “klikker” eller andre ubehagelige overraskelser som man ofte først oplever når man er på skydebanen, efter et eventuelt køb.
Den bedste måde at sikre sig at piben ikke er slidt op, og at der ikke er væsentlige mekaniske udfordringer, er at få en våbensmed til at kigge den igennem inden man køber riflen og komme med et bud på hvad der skal laves for at få den gamle dame til at danse som den skal. Det koster som regel lidt, men det er pengene værd ifht. at købe en riffel der aldrig kommer til at skyde godt.
Husk at hvis du køber brugte våben gennem en butik, er der stadig garanti på, og du kan levere den tilbage hvis den har væsentlige fejl og mangler. Det er dog langt fra alle rifler der er slidt ned, men en god tommelfingerregel er at jo ældre riflen er og jo flere brugsspor den har, jo mere varsom skal man være.
Se kritisk på din bedste ven.
Når man har bruger en riffel i mange år bliver den slidt. Og hvis du har haft det rigtigt sjovt, og måske ikke altid passet lige godt på den, så bliver den meget slidt. Det vil som ofte være riffelpiben der bliver slidt først, men også monotager, slagstift eller sågar låsen kan slides helt i stykker. Og så bliver en ellers god og trofast riffel pludselig en klods om benet, der ødelægger din selvtillid og glæden ved at skyde. Nogle gange kan et pibeskift løse problemet, andre gange skal skæftet beddes eller noget helt tredje. Det kan også være det er tid at bruge penge på en ny riffel og måske endda opgradere det øvrige grej når man er igang. Uanset hvad skal man ikke fortabe sig i nostalgi og fortsætte med at skyde med en riffel som man ved ikke kan levere det man kræver af den. Det skylder man sig selv og vildtet man jager.